Gauguins verdener

Særudstilling /15.04 - 28.08.2016

Forårets særudstilling “Gauguins verdener” lægger et nyt kapitel til Paul Gauguin (1848-1903). Udstillingen viser hans eksperimenterende arbejde med det såkaldt primitive. Med godt 70 værker, i alle de medier kunstneren arbejdede i, leverer udstillingen både overblik og markante nedslag i Gauguins vidtrækkende livsværk. Udstillingen følger Gauguins vedholdende bestræbelse på at skabe sin helt egen idé om ’det primitive’ på tværs af kulturer og geografiske destinationer.

’Det primitive’

Gauguin forfulgte stædigt og trods personlig og økonomisk modgang det primitive. Det var ikke i et etnografisk ærinde, men snarere ud fra en kunstnerisk vision.  En vision, der i praksis udmøntede sig på tværs af kulturer, tidsaldre og religioner. Og det var uden hensyn til etablerede normer for kunstnerisk skaben og brug af medier. Det er denne rejse henimod Gauguins personlige og originale kunstneriske greb, som udstillingen afsøger. Både den fysiske rejse, der bragte ham til Danmark, Bretagne, Arles, Martinique og Polynesien. Og den indre, hvor han igen og igen og med bagagen fuld af indtryk og kilder opfinder det primitive i imaginære verdener.

En helstøbt samling

Udstillingen er et eksempel på det enorme potentiale, der ligger i Glyptotekets egen samling. Størstedelen af udstillingens værker er fra egen samling, suppleret med nøje udvalgte lån af både centrale og kuriøse værker fra museums- og privatsamlinger. Med sin klare fortælling og tematiske opdeling dækker udstillingen Gauguins arbejde fra de tidlige år til den sene produktion. Ligesom den dokumenterer hans umådelige appetit, når det gælder brug af medier og materialer. Udstillingen samler således både maleri, grafik, tegnekunst, keramik, træskærerarbejde samt sjældent sete eksempler på Gauguins møbel- og smykkedesign.

Udstillingen baserer sig på udstillingen ”Gauguin – Tales from Paradise”, som Glyptoteket i efteråret 2015 kuraterede til MUDEC – Museo delle Culture i Milano.

Se også Franske mesterværker

Årskort

Et helt års adgang til de fantastiske samlinger, de mange særudstillinger, arrangementer og den smukke Vinterhave.

Museumscaféen Picnic

Picnic serverer moderne mad, kaffen er hjemmeristet, og det hele er skabt med omtanke.

Kalender

Se alle de spændende aktiviteter og arrangementer, som Glyptoteket byder på i årets løb.