Dansk kunst 1780-1930

På første sal i Dahlerups bygning vises et udvalg af Glyptotekets danske samling med værker skabt af kunstnere i perioden fra slutningen af 1700-tallet til de første tiår af 1900-tallet – kunstnere som Elisabeth Jerichau Baumann, Jens Juel, C.W. Eckersberg, Christen Købke, J.Th. Lundbye, Martinus Rørbye, P.S. Krøyer, Astrid Noack, Anne Marie Carl-Nielsen, Vilhelm Hammershøi og Edvard Weie blandt mange andre.

Udstillingen byder på en række hovedværker i dansk kunst og giver indblik i centrale temaer og motiver i perioden, herunder naturstudier og landskabsmaleri, modelstudier, portrætter og kunstnernes fascination af antikken. Alt sammen bundet sammen af fortællingen om en markant kunstsamling påbegyndt af Carl Jacobsen i slutningen af 1800-tallet.

Der er også fokus på Kai Nielsen, som med et spænd fra monumentale skulpturer til små statuetter i forskellige materialer var en af de mest fremtrædende danske billedhuggere i begyndelsen af 1900-tallet.

Fra salene på 1. sal kan du se ned til Kai Nielsens marmorskulptur Vandmoderen, der er udført til Vinterhaven.

I udstillingen vil man kunne opleve et nyt værk i samlingen, givet til Glyptoteket som testamentarisk gave. Det er et portræt udført af Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881), som forestiller hendes datter, Sophie Dagmar Elisabeth, kaldet ”Sofy” (1859-1944). Som 19-årig blev Sophie d. 4. november 1878 gift med hofjægermester Christian Frederik Emil von Holstein-Rathlou (1849-1919), som ejede herregården Rathlousdal ved Odder, og da portrættet blev malet i 1879, var hun netop blevet tildelt ærestitlen hofjægermesterinde.

Portrættet viser den unge, nygifte Sophie siddende på en stol med rødt betræk. Hendes ansigt er i profil, men kroppen er drejet let, så overkroppen fremstår nærmest som set frontalt. Sophie er iført en højrød kjole med kniplingskant. Hun bærer et bemærkelsesværdigt halssmykke. Det minder om en type beduinsmykker, der ses på flere af Elisabeth Jerichau Baumanns orientalistiske portrætter af kvinder, som hun malede på baggrund af sine rejser til Ægypten, Grækenland og det nuværende Tyrkiet.

Sophies svagt rødmende ansigt, hendes fløjlsbløde, røde kjole, det smørgyldne hår og markante guldhalssmykke skaber tilsammen en særlig sanselighed og farvemæssig korrespondance, der er kendetegnende for Elisabeth Jerichau Baumanns malerier.

Ægteparret von Holstein-Rathlou vakte opsigt i deres samtid. Christian Frederik Emil von Holstein-Rathlou beskrives som en excentrisk personlighed. I 1878 anlagde han en dyrepark i herregårdsskoven, hvortil byens borgere havde fri adgang, herunder til en spektakulær bjørnegrotte, og i 1899 købte han øen Hesselø i Kattegat.

På øen udsatte han eksotiske dyr og fik opført en sommervilla tegnet af arkitekten Martin Nyrop, hvor de sammen med deres syv børn, øvrig familie og venner tilbragte somrene med selskabelighed og jagt.

Polskfødte Elisabeth Jerichau Baumann var en markant skikkelse allerede i sin samtid; internationalt orienteret, berejst, foregangskvinde og målrettet i sin kunstneriske karriere og insisteren på individets frihed. Jerichau Baumann malede et stort antal portrætter, bl.a. af kunstnere, kongelige og politikere.

Hun er i forvejen repræsenteret i samlingen af dansk kunst med en række andre værker, b.la. hovedværket Moder Danmark samt et portræt af hendes ægtefælle, Sophies far, billedhuggeren Jens Adolf Jerichau (1816-1883), som også er repræsenteret i udstillingen med en række værker, bl.a. marmorskulpturen Sovende høstpige.

Portrættet af Sophie Dagmar Elisabeth von Holstein-Rathlou er en væsentlig tilføjelse til Glyptotekets samling, der kan bidrage til viden om både Elisabeth Jerichau-Baumanns kunstneriske virke og biografiske fortælling.

For nyligt er samlingen desuden blevet beriget med et sjældent og betydningsfuldt værk af kunstneren Salomon (Sally) Ruben Henriques. Hans portræt Florentine stående foran et spejl (1841) kan nu opleves side om side med Glyptotekets andre modelstudier af Eckersberg, Marstrand og Købke.

Værket skriver sig ind i en virkelig spændende kunstnerisk og kulturhistorisk periode - en brydningstid i dansk guldalderkunst. Det er et modelstudie fra en tid, hvor kvindekroppen for første gang blev en del af den akademiske undervisning.

Tidligere måtte kunstnerne kun tegne efter mandlige nøgenmodeller. Men i begyndelsen af 1800-tallet gennemgik dansk kunst en stille revolution. Nye reformer åbnede for kvindelige nøgenmodeller – og dermed en ny sensibilitet i kunsten. Modelstudiet blev ikke blot en teknisk øvelse, men også en mulighed for at udforske lys, stoflighed og klassiske positurer inspireret af antikken. Med C.W. Eckersbergs sommerundervisning fik unge kunstnere som Henriques mulighed for at arbejde med sådanne motiver. Og Florentine - portrætteret her - var en populær model skildret med både skønhed og blufærdighed.

Samtidig med at modelstudiet er en øvelse i virkelighedstro gengivelse af kroppen, vidner et værk som dette om den øgede interesse, for at skildre maleriske kvaliteter i modellens omgivelser, f.eks. lyset og klædernes stoflighed. Kvinden indtager en klassisk positur, der typisk for periodens modelstudier tager afsæt i antikkens skulpturer.

Der findes ikke mange værker af Salomon Ruben Henriques på danske museer, og Glyptotekets nyerhvervelse styrker derfor også kendskabet til en ellers overset kunstner i det danske museumslandskab.

Henriques’ modelstudie får særlig betydning i lyset af museets øvrige samling af modelbilleder fra dansk kunst i samme periode og skildringen af kroppen i antikkens skulpturer. Det forbinder derved museets kunstsamlinger fra antikken og 1800-tallet.