Fra uge 16 og frem til sommeren 2026 rykker vi rundt i museets antikke samling som forberedelse til nye udstillinger.
Det kan påvirke dit besøg, da værker eller genstande kan være midlertidigt utilgængelige, og nogle sale kan være lukkede. Vi beklager ulejligheden.
I den antikke græske og romerske verden var skulpturen et af de vigtigste udtryk og kommunikationsmidler. Hver eneste statue, hoved og relief blev fremstillet med et bestemt formål og budskab for øje. Oftest blev skulpturen opstillet i det offentlige rum, f.eks. på byens marked, gravplads, teater eller helligdomme.
Skulpturens mange betydninger og funktioner i antikken kan opleves i de fjorten sale, som rummer Glyptotekets store samling af antik skulptur fra Middelhavsområdet – primært fra Grækenland og Romerriget.
Udstillingen er en vandring gennem et afgørende kapitel i europæisk kulturhistorie. Fra ca. 600 f.Kr., hvor den græske storskulptur opstod, til ca. 400 e.Kr., hvor det romerske imperium, dets styreform og religion måtte vige pladsen for kristendommen og det byzantinske rige.