Basel Abbas & Ruanne Abou-Rahme

Basel Abbas & Ruanne Abou-Rahme – The song is the call and the land is calling

Særudstilling /13.06 - 20.10.2024

Sammen med Copenhagen Contemporary præsenterer Glyptoteket udstillingen The song is the call, and the land is calling af den palæstinensiske kunstnerduo Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme.

Udstillingen, der finder sted samtidig på begge institutioner, dykker dybt ned i den menneskets kollektive hukommelse og forholdet mellem kulturarv og identitet. Gennem video- og lydinstallationer samt skulpturelle arkivværker bevæger udstillingen sig i grænselandet mellem udslettelse og tilbagevenden, tab og modstand, kolonihistorier og håbet om nye sociale virkeligheder. 

Politiken

Kulturinformation

På Glyptoteket viser Abbas og Abou-Rahme et helt nyt værk skabt med afsæt i museets oldtidssamling samt tre sammenhængende værker på tværs af video, installation og lyd fra deres research-baserede værkserie And yet my mask is powerful.  

And yet my mask is powerful tager udgangspunkt i en samling af 9.000 år gamle neolitiske masker udgravet på Vestbredden og i de omkringliggende områder.

Maskerne blev i mange år opbevaret i private samlinger gemt væk fra offentligheden, indtil de blev udstillet på Israel Museum i 2014. Her besluttede kunstnerne at ‘hacke’ maskerne via udstillingens virtuelle platform, genskabe dem ved hjælp af 3D-printteknologi og efterfølgende returnere kopierne til Vestbredden som en form for hjemkomst.

Selv beskriver kunstnerne deres værker som modstandspoesi – en formulering, der taler ind i kunstnernes vedvarende interesse for, hvordan fællesskaber kan mobilisere håb og selvbestemmelse selv i politisk undertrykkende systemer. Med poesi og politisk tænkning antyder udstillingens værker en fiktiv, måske endda parallel tid, uden besættelse og kolonial arv. 

Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme
Basel Abbas (f. 1983 i Nicosia, Cypern) og Ruanne Abou-Rahme (f. 1983 i Boston, USA) bor og arbejder i New York og Ramallah og har samarbejdet som duo siden 2007.  

Rundet af deres opvækst i Ramallah, Jerusalem og Galilæa er Abbas og Abou-Rahmes praksis dybt forankret i det palæstinensiske folks historie, liv og kulturidentitet. Men deres værker rækker altid ud over det personlige og trækker typisk på flere perspektiver og kilder, heriblandt personlige møder, mundtligt overleverede historier, arkæologiske fund, arkiver og fundne videoer fra internettet.  

Kunstnerne har haft soloudstillinger på blandt andet MIT List Visual Arts Center, Cambridge (2024); Astrup Fearnley Museet, Oslo (2023); Museum of Modern Art (2022), New York; Common Guild, Glasgow (2022); Art Institute of Chicago (2021); Centraal Museum, Utrecht (2020); Kunstverein i Hamborg (2018); Art Jameel Project Space Dubai (2017); og Institute for Contemporary Art, Philadelphia (2015). 

Deres arbejde er blevet inkluderet i store internationale biennaler som Sharjah Biennalen (2023, 2015); Berlin Biennalen (2022); Busan Biennalen (2018); Gwangju Biennalen og São Paulo Biennalen (begge 2014), Istanbul Biennalen (2013), Liverpool Biennalen (2010); og Venedig Biennalen (2009). 

Nytænkende samarbejde
Hosting Histories – Revisiting Cultural Heritage of the Middle East and Beyond er et treårigt samarbejde mellem Glyptoteket og Copenhagen Contemporary, der med international samtidskunst genbesøger antikkens kulturarv og dens betydning i dag.  

I perioden 2023-2025 vil to individuelle kunstnere samt en kunstnerduo skabe en soloudstilling hver, der forholder sig til Glyptotekets oldtidssamlinger og huses af begge kunstinstitutioner på samme tid. 

Læs mere om udstillingen på Copenhagen Contemporary

Rabat på entrébilletter:
Alle gæster kan ved at fremvise billet til det ene sted få 20 % rabat på billet det andet sted – mod fremvisning af billet, bon eller e-billet. Rabatten kan kun opnås i billetsalget og ikke ved køb af billet online. 

Rabat på entré med årskort
Årskortholdere til Glyptoteket kan besøge Copenhagen Contemporary gratis i hele udstillingsperioden.  

Offentlig transport
Bus 2A kører direkte mellem Glyptotekets hovedindgang og Copenhagen Contemporary. Turen fra stoppestedet i Tietgensgade ved Tivoli til endestationen på Refshaleøen tager 20 min. – herfra er der 5 min. gang til Copenhagen Contemporary. Bus 2A afgår hvert 8. minut på hverdage og hvert 20. minut i weekender.

Det treårige udstillingsprogram på CC og Glyptoteket er generøst støttet af:

Udstillingen på Copenhagen Contemporary er yderligere støttet af:

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal

Udstillingen på Glyptoteket er yderligere støttet af:

statens kunstfond

Foto: Basel Abbas and Ruanne Abou-Rahme, And yet my mask is powerful Part 1 (2016). Video still. Courtesy of the artists.

Læs mere +
Basel Abbas Ruanne Abou-Rahme Glyptoteket

Basel Abbas and Ruanne Abou-Rahme - The song is the call and the land is calling, Ny Carlsberg Glyptotek © Foto: David Stjernholm

Basel Abbas Ruanne Abou-Rahme Glyptoteket

Basel Abbas and Ruanne Abou-Rahme - The song is the call and the land is calling, Ny Carlsberg Glyptotek © Foto: David Stjernholm

Basel Abbas and Ruanne Abou-Rahme - The song is the call and the land is calling, Ny Carlsberg Glyptotek © Foto: David Stjernholm

Basel Abbas and Ruanne Abou-Rahme - The song is the call and the land is calling, Ny Carlsberg Glyptotek © Foto: David Stjernholm

Årskort

Et helt års adgang til de fantastiske samlinger, de mange særudstillinger, arrangementer og den smukke Vinterhave.

Museumscaféen Picnic

Picnic serverer moderne mad, kaffen er hjemmeristet, og det hele er skabt med omtanke.

Kalender

Se alle de spændende aktiviteter og arrangementer, som Glyptoteket byder på i årets løb.