Amarna - Solgudens by

Amarna – Solgudens by

Særudstilling /26.01 - 20.08.2023

Året er 1350 før vores tidsregning. Vi befinder os i oldtidens Ægypten, hvor magi og dyreguder spiller en afgørende rolle i samfundet. Da Farao Akhenaten overtager magten, gør han op med de gamle guder og dikterer en ny religion. Solguden Aten skal nu være den eneste tilladte gud, vist som en solskive med lange stråler med hænder, som holder hieroglyffen ankh for ’liv’ mod kongeparret, Akhenaten og hans dronning Nefertiti. Den nye gudedyrkelse fører en større samfundsomvæltning med sig, og regentparret vælger at flytte og anlægge en ny residens, en storslået ny by, der i dag kendes som Amarna.

Glyptoteket inviterer indenfor til en særudstilling om Amarnas storhed og fald. Byen, der blev grundlagt med templer til den nye gud, paladser til kongefamilien, boligområder, værksteder og gravpladser. Efter Akhenatens død blev Amarna dog ødelagt og forladt, og Ægypten vendte ryggen til de religiøse reformer.

Berlingske

Politiken

Kristeligt Dagblad

Eftertiden forsøgte at slette alle spor af perioden, men byens korte levetid gør Amarna til en guldgrube for arkæologien, og udgravninger har bragt mange fragmenter af byens historie frem i lyset.

I udstillingen gøres dele af byen levende med en væg i et tempel, en søjle i et kapel og et gulv i et palads. Fotos, tegninger og en 3D-video er med til at give indblik i livet i den storslåede by og i oldtidsmenneskets drømme.

Glyptoteket har en fin samling af genstande fra Amarna, som vil levendegøre stedet og dets fascinerende historie sammen med udvalgte internationale indlån fra museer i New York, Paris og Berlin samt fra Nationalmuseet og Den Kongelige Afstøbningssamling i København.

Udstillingen stiller skarpt på periodens særegne visuelle stil, samtidig med at det levede liv, religiøst og verdsligt, opleves gennem solhymner, udviklingen af en unik musikstil og almindelige hverdagsgenstande. Med andre ord sættes scenen for Amarna gennem en præsentation af hovedpersonerne i rekonstruerede omgivelser.

Udstillingen afrundes med fokus på barnekongen Tutankhamon, der som søn af Akhenaten voksede op i Amarna. Under hans regeringstid besluttes det at vende tilbage til de gamle guder og den tidligere residens. Udstillingen er derfor også en markering af 100-året for fundet af den berømte Tutankhamons grav den 4. november 1922.

Musik i udstillingen

I udstillingen kan du høre et bud på en Aten-hymne, som Professor Emeritus Michael Atherton har komponeret ud fra sin viden om det gamle Ægyptens musik og instrumenter. Kompositionen er for solostemme og kor, benet (en bueformet harpe) og sistrum (et ranglelignende slagtøjsinstrument).

Musikken kan høres her (No 17 Shen (c) Song (hymn to Aten)).
Læs mere om Michael Athertons musik her.

Katalog, plakater og buster

I forbindelse med udstillingen udgives et rigt illustreret katalog med bidrag fra internationale eksperter i Amarnaperioden. Derudover kan du i museumsbutikken finde et særligt udvalg bøger, plakater og figurer, der relaterer sig til udstillingen. Se butikkens udvalg online her.

Samarbejdspartnere

Udstillingsgrafik: Rasmus Koch Studio
Lysdesign: Mads Vegas

Tak for generøs støtte til udstillingen fra:

Augustinus Fonden

Aage & Johanne Louis-Hansens Fond

Beckett-Fonden

C.L. Davids Fond

Knud Højgaards Fond

Ny Carlsbergfondet

Læs mere +
Digital representation of the city of Amarna in Ancient Egypt

Digital repræsentation af Amarna. Af Paul Docherty. Tilgængelig på www.amarna3d.com

Amarna udstilling på Glyptoteket

Særudstillingen 'Amarna – Solgudens by'

Årskort

Et helt års adgang til de fantastiske samlinger, de mange særudstillinger, arrangementer og den smukke Vinterhave.

Museumscaféen Picnic

Picnic serverer moderne mad, kaffen er hjemmeristet, og det hele er skabt med omtanke.

Kalender

Se alle de spændende aktiviteter og arrangementer, som Glyptoteket byder på i årets løb.