Syng julen ind på Glyptoteket
Torsdag den 18. december fra kl. 19

Lad julefreden sænke sig, og træd ind i en fortryllende aften, når Sankt Annæ Pigekor synger Glyptotekets Festsal op på smukkeste vis.
Programmet forener Benjamin Brittens poetiske ’A Ceremony of Carols’, en smuk julesang af Per Nørgård samt elskede, traditionelle julesange. Med sig har koret tre virtuose musikere på harpe, kontrabas og den sjældne ondes martenot – et instrument hvis drømmende, næsten overjordiske lyd væver magi ind i hver eneste tone.
Medvirkende
Sankt Annæ Pigekor
Maria Boelskov Sørensen, harpe
Peter Kohlmetz Møller, ondes martenot
Mathæus Bech, kontrabas
Anne-Terese Sales, dirigent
Om ’A Ceremony of Carols’
Benjamin Britten komponerede ’A Ceremony of Carols’ i april 1942 på Atlanten under en rejse fra USA til England på et svensk fragtskib. Under en kort landgang i Nova Scotia, besøgte Britten en boghandel og fandt 'The English Galaxy of Shorter Poems', en samling engelske middelalderdigte fra det 14. til det 16. århundrede. Disse tekster dannede grundlag for de elleve satser i ’A Ceremony of Carols’, hvor Britten smukt knytter middelalderdigtenes sprog ind i sit musikalske univers.
Om Sankt Annæ Pigekor
Sankt Annæ Pigekor er blandt de bedste kor i Danmark og et vigtigt led i landets musikalske
fødekæde. Korets aktiviteter spænder vidt, fra større koncertprojekter til udlandsturnéer og
udvekslingssamarbejder med andre dygtige kor. Sankt Annæ Pigekor er et enestående gratis skoletilbud til piger fra alle slags hjem. Koret fejrede i 2023/2024 sin 50 års jubilæumssæson og vandt i oktober 2024 hovedprisen ved de europæiske statsradiofoniers konkurrence ’Let The Peoples Sing’.
Pris og billetter
Billetten inkluderer entrébillet til museet hele dagen, så du kan gå på opdagelse i museets samlinger og udstillinger.
Årskortholder: 200 kr. Voksen: 250 kr. Under 27/studerende med gyldigt studiekort: 200 kr. Under 18 år: 150 kr.
Billetter købes her. Billet giver adgang til hele Glyptoteket på dagen. Billetter refunderes ikke, men må gerne gives videre.
