Festsalen på Glyptoteket

Program for 2023

Publiceret den 15. december 2022

Program for 2023: Glyptoteket og Copenhagen Contemporary i nytænkende samarbejde, samtidskunst og oldtidsfund fra Mellemøsten og arkitektur i verdensklasse.

Glæd dig til mange store kunstoplevelser og spændende arrangementer. Se udstillingsprogrammet her:

 

Amarna på Glyptoteket

Amarna – Solgudens by
26. januar – 18. juni

I begyndelsen af 2023 byder Glyptoteket inden for i solgudens by, Amarna. Året er ca. 1350 før vores tidsregning, og vi befinder os i oldtidens Ægypten. Farao Akhenaten og hans hustru Nefertiti er kommet til magten, og solguden Aten er den eneste tilladte gud. Regentparret anlægger en storslået residensby, Amarna, langs Nilen. Byen blev grundlagt med templer til den nye gud, paladser til kongefamilien, boliger, værksteder og gravpladser til folket.

Efter Akhenatens død blev Amarna forladt, byen blev glemt for eftertiden, og Ægypten vendte ryggen til den nye religion. Men der blev ikke bygget nyt oven på ruinerne, som derfor er virkelig velbevarede for eftertiden. Udstillingen er også en markering af 100-året for fundet af Tutankhamons grav. Tutankhamon var søn af Akhenaten og voksede op i Amarna, men forblev kun barnekonge og døde tidligt i en alder af kun 19 år.

Læs mere om udstillingen.

 

Abbas Akhavan

Abbas Akhavan
Fra juni

I 2023 slår Glyptoteket dørene op for museets største samtidskunstsatsning til dato. For første gang i Skandinavien præsenterer Copenhagen Contemporary (CC) og Glyptoteket i samarbejde kunstneren Abbas Akhavan (f. 1977 i Teheran, bor og arbejder i Montreal). Med afsæt i Glyptotekets oldtidssamlinger fra Mellemøsten præsenterer Akhavan én samlet udstilling, der breder sig over begge institutioner på tværs af CCs rå industrihaller og Glyptotekets historiske arkitektur.

Akhavans værker behandler komplekse geopolitiske fortællinger og spænder bredt lige fra stedsspecifikke installationer og performance til tegning, skulptur og video. I sine stærkt dragende og taktile værker studerer Akhavan forskydninger af genstande og oplevelser og undersøger, hvilke historiske, arkitektoniske og sociale strukturer, der bliver knyttet til et bestemt område eller sted.

Udstillingen er den første i rækken af et treårigt samarbejde mellem CC og Glyptoteket, der med international samtidskunst vil bidrage med nye perspektiver på oldtidens kulturarv og dens betydning i dag.

 

Skønhedstemplet – Glyptotekets arkitektur
17. maj – 19. november

Hvilke fortællinger gemmer sig i den rigt udsmykkede, pompøse bygning og bag facaderne? Hvordan bidrager arkitekturen til, at Glyptoteket stadig fremstår som en helt speciel museumsbygning? Og hvordan passer bygningen, de antikke og nyere samlinger af dansk og fransk kunst sammen?

I 2023 er København World Capital of Architecture. I den anledning præsenterer Glyptoteket en særudstilling, der fortæller historien om Glyptotekets bygninger gennem arkitekturmodeller, fotos, tegninger, film, lyd og installationer, som viser udsnit af bygningernes konstruktioner.

Glyptotekets bygninger er museets største værk; de står som et monument i hjertet af København og skaber en helt særlig ramme for kunstværkerne. Bygningerne byder på et væld af fortællinger og oplevelser både inde og ude, som kommer til udtryk gennem de forskellige rumlige forløb, proportioner, materialer, stoflige kvaliteter og lysvirkninger.

Glyptoteket har sin egen arkitektur-app med lydguider og baggrund, der kan hentes i App Store eller Google Play.

 

Børn på Glyptotekte

Gratis fornøjelser for børn
Hver weekend til og med vinterferien kan børn og barnlige sjæle skabe egen kunst i museets lerværksted. Mønstre, monstre, ornamenter og fantasidyr inspirerer til egne værker, der tilsammen danner en stor fælles udstilling. I værkstedet er der god plads til alle og både scenografi, forklæder og ler er altsammen genbrug.
Læs mere om lerværkstedet.

Glyptolege og familieomvisninger
Hver søndag kl. 10.30-11.30 kan børnefamilier komme med på gratis familieomvisning. Her kan børn og deres voksne opleve kunsten gennem sanselige og kropslige øvelser. Børnefamilier kan også lege sig gennem museet på egen hånd med museets Glypto-lege, hvor både børn og voksne kan være med. Find dem i museets billetsalg.

Se alle omvisningerne i kalenderen.
Læs mere om Glyptotekets børneunivers.

 

Kommende arrangementer
2023 byder på et rigt aktivitetsprogram, der støtter op om Glyptotekets særudstillinger og andre enkeltstående arrangementer, der udfolder sig over året. Glæd dig blandt andet til:

26. januar: Udstillingsåbning. Amarna – Solgudens by

28. januar: Særarrangement for årskortholdere: Amarna – Solgudens by

2. februar: Mød eksperten – Hvad skal børn på Glyptoteket? (for årskortholdere)

9. februar: At skabe en by – fra oldtidens Ægypten til vor tids København

16. og 23. februar: Mønstre og Monstre – Glyptotekets lerværksted for voksne

6. maj: Anne Linnet koncert på Glyptoteket