Publiceret 14. januar 2025
Glyptotekets bestyrelse er netop konstitueret med to nye medlemmer, Marie Munk og Mette Kynne Frandsen. Det sker på baggrund af ændringer i museets vedtægter og har som formål at modernisere museets ledelsesgrundlag. Mette Kynne Frandsen er tillige valgt som ny forperson for Glyptotekets bestyrelse.
Glyptotekets bestyrelse samt de to udpegende fonde, Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet, supplerer nu kompetencerne i museets eksisterende bestyrelse ud fra de konkrete indsatsområder, som museet står overfor.
Det er derfor en stor glæde, at Mette Kynne Frandsen og Marie Munk har takket ja til at indgå i Glyptotekets bestyrelse og kan bidrage med solide kompetencer og erfaringer inden for de ønskede områder. På det konstituerende bestyrelsesmøde har museets bestyrelse valgt Mette Kynne Frandsen som ny forperson for museets bestyrelse; en post der historisk set – og til og med 2024 – har været varetaget af Ny Carlsbergfondets skiftende forpersoner.
Mette Kynne Frandsen er arkitekt, har siden 1993 været ansat i Henning Larsen Architects og siden 2003 og frem til september 2024 stået i spidsen som adm. direktør. Hun har modtaget anerkendelse for at profilere og styrke dansk arkitektur internationalt og er kendt for sit arbejde med at fremme bæredygtig arkitektur. Mette Kynne Frandsen har været udpeget i flere regeringsnedsatte udvalg og er bl.a. næstforperson i Realdanias bestyrelse.
Marie Munk er økonom og har lang erfaring fra centrale ledelsesposter i centraladministrationen, hvor hun bl.a. har været vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen og afdelingschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Hun har siden 2016 været økonomidirektør på Det Kongelige Teater med ansvar også for bygninger, produktion og administrative funktioner.
Organisatoriske ændringer
Ændringerne i museets bestyrelse sker også som følge af de organisatoriske og governancemæssige ændringer i Ny Carlsbergfondet, der er gennemført i løbet af 2024. Ny Carlsberg Glyptotek har altid været nært forbundet med Ny Carlsbergfondet, der indtil nu har haft tre bestyrelsesmedlemmer repræsenteret i museets bestyrelse, der i alt tæller syv medlemmer. Da der blev to vakante pladser i museets bestyrelse fra årsskiftet 2025, har Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet udpeget to nye bestyrelsesmedlemmer til Glyptotekets bestyrelse med afsæt i den praksis, som de reviderede vedtægter anviser.
Museets bestyrelsesmedlemmer
Glyptotekets bestyrelse har det overordnede ansvar for museets drift og udvikling, samt strategiske indsatser, organisation, museets økonomi og faglige aktiviteter. Bestyrelsen består af følgende medlemmer:
- Mette Kynne Frandsen, arkitekt og forperson for Glyptotekets bestyrelse (udpeget af Ny Carlsbergfondet)
- Pia Laub, professionelt bestyrelsesmedlem og næstforperson i Glyptotekets bestyrelse (udpeget af Ny Carlsbergfondet)
- Stine Høholt, bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet og direktør for Kunstmuseum Brandts (udpeget af Ny Carlsbergfondet)
- Kim Ryholt, professor i Ægyptologi ved Københavns Universitet og bestyrelsesmedlem i Carlsbergfondet (udpeget af Carlsbergfondet)
- Marie Munk, økonomidirektør på Det Kongelige Teater (udpeget af Carlsbergfondet)
- Lene Bak, selvstændig konsulent med mangeårig erfaring i kulturbranchen (udpeget af Kulturministeriet)
- Lars Haugan, driftstekniker (medarbejderrepræsentant)
Baggrund
Ny Carlsberg Glyptoteks vedtægter
For yderligere information kontakt venligst Glyptotekets presseansvarlige, Camilla Kjærsgaard på cakj@glyptoteket.dk