Den bevidste og til tider voldelige ødelæggelse af kunst og monumenter er dog ikke kun et historisk fænomen fra en fjern fortid. Ikonoklasme er mindst lige så aktuel i dag som i oldtiden. At vælte statuer og ødelægge monumenter bruges også i dag til at omskrive, udfordre og genforhandle de historier, vi fortæller om os selv.
Ikonoklasme – kunsten som kampplads præsenterer en bred vifte af værker fra Glyptotekets oldtidssamling, der bærer spor efter både politiske og religiøse omvæltninger.
Scenograf Mai Katsume og videokunstner Magnus Pind har sammen skabt et udstillingsunivers, der balancerer mellem nedbrydning og opbygning. Gennem video, lyd og scenografi bringes Glyptotekets oldtidssamling til live på nye måder og inviterer publikum til at reflektere over kunstens rolle i både fortidens og nutidens magtkampe.
Udstillingen suppleres af indlån fra Musei Vaticani, British Museum, Staatliche Museen zu Berlin, Antikensammlung, Musei Civici di Vicenza, Trustees of the Clayton Collection, English Heritage, Rheinisches Landesmuseum Trier og Statens Museum for Kunst.
Designkoncept og scenografi: Mai Katsume
Designkoncept og videoværker: Magnus Pind
Vær venligst opmærksom på, at udstillingen indeholder blinkende lyseffekter og er uegnet for gæster med lyssensitive funktionsnedsættelser.