22.06 – 26.11.2023

Abbas Akhavan viser med denne udstilling sin første soloudstilling i Skandinavien. Under den fælles udstillingstitel curtain call viser Akhavan for første gang to af sine nyeste totalinstallationer samlet; værkerne variations on a folly (2021-), der vises på Copenhagen Contemporary, og cast for a folly (2019-), som kan opleves på Glyptoteket.

Mellem Glyptotekets sale kiler et ødelagt museumsrum sig ind. Akhavans værk cast for a folly (2019-) er en omfattende installation, der genskaber et dokumentarfotografi af det plyndrede Nationalmuseum i Bagdad efter invasionen af Irak i 2003.
I Akhavans værk er det irakiske museum opført som en teaterkulisse, men tilført nye greb, der forstyrrer forholdet mellem original og kopi. Møblerne er reduceret til fragmenter, og den efterladte assyriske løveskulptur i tung basalt er genopstået i det organiske byggemateriale cob. En indsparket port er erstattet med en green screen, mens en plastikbeholder med flydende åkander trækker tråde til det amerikanske militærbegreb lily pads – klynger af små, hemmelige militærbaser brugt under en invasion.
Med tømte vitriner og støvede overflader inviterer værket os til at deltage i en begivenhed, vi er ankommet for sent til at bevidne. Genskabt i en anden tid og på et andet sted stiller det plyndrede museumsrum fra Irak os spørgsmålet: Hvem arver krigens ruiner?
cast for a folly vises for første gang i Europa, præcis 20 år efter, at USA rykkede ind i Irak sammen med allierede lande, herunder Danmark.

Foto: David Stjernholm

Abbas Akhavan, installation view 6, cast for a folly, The Wattis Institute, San Francisco, USA.
Foto: Johnna Arnold, Courtesy of The Third Line and Catriona Jeffries
Abbas Akhavan (f. 1977, Teheran, bor og arbejder i Montreal) arbejder primært med skulptur og installation. Han har en særlig interesse for materialers forskellige udtryk og de symbolske betydninger, som opstår, når materialer sammensættes på atypiske måder. Han kategoriserer ofte sine værker som ”studier” eller ”variationer”.
De er gerne flygtige og skifter karakter alt efter den arkitektur og kulturelle kontekst, der omgiver dem. Akhavans værker undersøger, hvordan genstande og deres historier lever videre som en form for migranter, når de flyttes på og optages i andre landes institutioner, økonomier og nationale selvfortællinger.
Hosting Histories – Revisiting Cultural Heritage of the Middle East and Beyond er et nyt treårigt samarbejde mellem Glyptoteket og kunstcenteret Copenhagen Contemporary, der genbesøger antikkens kulturarv og dens betydning i dag. Over de næste tre år (2023–2025) vil tre internationale samtidskunstnere skabe én soloudstilling hver, der direkte eller indirekte forholder sig til Glyptotekets oldtidssamlinger. Udstillingerne vil finde sted på begge institutioner samtidigt.
ABBAS AKHAVAN – curtain call er den første udstilling i projektet.
Læs mere om udstillingen på Copenhagen Contemporary.





Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond
Grosserer L. F. Foghts Fond
Ernst B. Sund Fonden
Lizzi og Mogens Staal Fonden
The Embassy of Canada to Denmark Canada Council for the Arts