Publiceret 5. juli 2023
Tyrkiets ambassade har kontaktet Glyptoteket med henblik på at drøfte repatriering af et bronzeportræt af kejser Septimius Severus.
Museets tidligere forskning har angivet, at kejserhovedet passer til en torso, som netop er repatrieret til Tyrkiet fra The Metropolitan Museum of Art i New York, USA. Men der har i en lang årrække været faglig tvivl om, hvorvidt det er korrekt. Tvivlen bunder i, at der ikke findes evidens for, at brudfladerne fra hoved og krop passer sammen. Man har tidligere konkluderet, at der er et match, men undersøgelsen er ikke dokumenteret.
Som statsanerkendt museum skal Glyptoteket følge museumsloven og er dermed forpligtet til at tilvejebringe nødvendig dokumentation, hvis et værk skal udskilles af museets samling. Det eksisterende vidensgrundlag om værket Septimius Severus er udarbejdet for over 40 år siden, og vi har derfor en dialog med den tyrkiske ambassade om at gennemføre en række nye tekniske undersøgelser, der lever op til moderne standarder.
Denne nye forskning skal danne grundlag for en vurdering om, hvorvidt værket skal repatrieres. Det skal understreges, at det ikke er Glyptotekets beslutning alene, men at Slots- og Kulturstyrelsen og Kulturministeriet skal indgå i den videre drøftelse af en eventuel tilbagelevering af værket.
Glyptoteket har allerede igangsat undersøgelser og ser frem til at få afklaring i sagen.
For yderlige information
Kontakt info@glyptoteket.dk