Glyptoteket vinder Kunstkritikerprisen

Udgivet 9. juni 2022

Vi er glade og stolte af at have vundet Kunstkritikerprisen for årets bedste udstilling med Paul Gauguin – Hvorfor er du vred?, der blev vist på Glyptoteket fra november 2020 til august 2021.

”Det er en stor ære at modtage denne fornemme anerkendelse for en udstilling, som har været med til at sætte dagsorden i den offentlige samtale og gennem et mangfoldigt udstillingsunivers af stemmer, medier og historiske perioder, turde stille en række svære spørgsmål til vores kulturarv, som historisk set har været undveget,” udtaler museumsinspektør Anna Kærsgaard Gregersen, som står bag udstillingen.

Juryens ord

”Udstillingen var en længeventet kritisk formidling til en bred offentlighed af et velkendt kunstnerskab, der med samtidens øjne rummer ubekvemme og vanskelige dimensioner. Ved direkte at adressere de problematiske elementer ved Gauguins virke i Tahiti, og ved at kontekstualisere hans vestlige blik med kulturhistorisk materiale, samtidskunstnere og digtere – såsom Yuki Kihara, Selina Tusitala Marsh, Henri Hiro m.fl. – skabte udstillingen et ambitiøst refleksionsrum med overskud til at rumme de komplekse spørgsmål omkring, hvordan vi i dag skal se på historien, snarere end blot at afvise den ubehagelige fortid.

2021 blev året, hvor vi endelig fik mulighed for at se en række udstillinger på de større museer i Danmark, som kritisk forholdt sig til samtidens aktuelle og mangefacetterede diskussioner omkring transnationale historie- og identitetsfortællinger. Paul Gauguin – Hvorfor er du vred? talte reflekteret ind i denne brydningstid og formåede via en vellykket formidlingsstrategi at åbne diskussionerne op for den besøgende og bevare nysgerrigheden for nye fortolkninger af historien.” Mathias Kryger på vegne af Kunstkritikerprisen.

Om Paul Gauguin – Hvorfor er du vred?

Særudstillingen Paul Gauguin – Hvorfor er du vred? genbesøgte fortællingen om en af fransk kunsts mest mytologiserede figurer og stillede skarpt på kunstnerens værkproduktion fra Tahiti. Gauguin blev sat i et nyt lys ved at lade hans værkerne spille sammen med historisk materiale fra både Gauguins fortid og hans samtid og ikke mindst med international samtidskunst. De deltagende samtidskunstnere var Yuki Kihara (WS/JP), Nashashibi/Skaer (UK), Selina Tusitala Marsh (NZ), Angela Tiatia (NZ/AUS) samt den afdøde tahitianske aktivist og multikunstner Henri Hiro (1944-1990).

Læs mere om udstillingen

Om Kunstkritikerprisen

Kunstkritikerprisen uddeles hvert år til initiativer på den danske kunstscene nomineret af kunstkritikerforeningens medlemmer. Foreningen har uddelt prisen siden 1994 for at fejre kunsten og for at sætte kunsten og den fagligt funderede kunstkritik på dagsordenen. Med prisen følger også 10.000 kr.

Kunstkritikerprisen er realiseret med en bevilling fra 15. Juni Fonden.

Glyptoteket vinder Kunstkritikerprisen

Om museet

Ny Carlsberg Glyptotek er stiftet af brygger Carl Jacobsen (1842-1914), en af 1800-tallets store industrimagnater og til dato den største danske kunstmæcen.

Presse

Kontaktoplysninger, fakta om Glyptoteket samt pressefotos- og meddelelser.

Udstillinger

Udstillingerne indeholder både kunstværker og arkæologiske genstande og tilbyder nye vinkler på liv, kultur og civilisation gennem 6.000 år.