Publiceret 31. marts 2022
Søndag d. 1. maj 2022 fylder Glyptoteket 125 år. På dagen fejrer vi museet, der bygger på Carl Jacobsens vision om at skabe en festlig ramme for kunsten og et skønhedstempel til glæde for alle. Det bliver en hyldest i Carlsberg-grundlæggerens ånd med festtaler og musik som på åbningsdagen 1. maj 1897.
Carl Jacobsen var ikke bare brygger. Han var også passioneret kunstsamler, mæcen og bygherre med store dannelsesmæssige visioner.
”… den levende Kunst hører det levende Folk til! Men den skal nu heller ikke være den rige Mands Eje alene, den skal ligesaa meget være til Glæde for Menigmand, at ogsaa han fornemmer Skønhedens Magt,” sagde Carl Jacobsen i sin åbningstale, da han endelig kunne indvie Vinterhaven – og den store tilbygning til de antikke samlinger – ni år efter åbningen af Glyptoteket.
”Glyptoteket er arven fra en fremsynet og moderne mæcen med store visioner for kunsten og dens betydning for almen dannelse. Carl Jacobsen ville åbne vores sanser og kunstneriske udsyn ved at stille sine rige samlinger til rådighed for offentligheden. Kunsten skulle være tilgængelig for alle. Bryggeren var forud for sin tid ved at se sanserne som vejen til viden og skabe nogle smukke og rekreative rammer for kunsten,” siger Gertrud Hvidberg-Hansen, Glyptotekets direktør.
Begyndelsen på det hele
Først købte Carl Jacobsen malerier, så købte han skulpturer, og så byggede han et lille museum med en vinterhave, så ”statuerne kunne komme til deres ret,” fortalte Jacobsen i sin åbningstale på Glyptoteket. Og det var starten på den samling, der fik vokseværk på Valby Bakke og måtte finde nye og større rammer tættere på byen.
Carl og hans hustru Ottilia Jacobsen donerede deres private kunstsamling til offentligheden med et gavebrev til Københavns Kommune på kunst og museumsbygning. Til gengæld stillede kommunen byggegrunden til rådighed, som Glyptoteket ligger på den dag i dag. Carl Jacobsen bad en af tidens store arkitekter Vilhelm Dahlerup om at gå i gang med skitser til den nye bygning, og i 1897 kunne museet for første gang slå dørene op for publikum.
”Det skulde ikke være et almindeligt Musæum, jeg vilde bygge. Jeg vilde rejse et Skønhedstempel, hvor Kunsten kunne tale til alle,” sagde Jacobsen i sin åbningstale om sin vision med museet i 1897. Og ambitionerne var tårnhøje og af internationalt format. Museet åbnede ikke blot med bryggerens private samling og det imposante museumsbyggeri. I forlængelse af museet havde bryggeren ladet en midlertidig bygning opføre, som husede en af Københavns første internationale udstillinger med kunst fra hele verden, hvilket i den grad understreger Carl Jacobsens internationale udsyn.
En farverig fejring
Ved fejringen d. 1. maj vil man kunne opleve stemningen fra åbningsdagen for 125 år siden, der blev fejret med kormusik og festtaler. I Carl Jacobsens ånd bliver det en fest med langbordsfrokost i museets Festsal, omvisninger om kunst, arkitektur og bryggeren, kunstpauser og musik. I dagens anledning brygger Carlsberg Laboratorium på en overraskelse til gæsterne inspireret af museets populære oase.
”Vi har sammensat et jubilæumsprogram, som både hylder museets historie og dets unikke historicistiske arkitektur. Bryggerens vision var, at kunsten ikke skulle være forbeholdt landets spidser, men være til glæde for menigmand, og derfor vil vi gerne fejre dagen på en festlig måde,” fortæller Gertrud Hvidberg-Hansen.
I anledningen af jubilæet er farverne i Vilhelm Dahlerups første bygning – via farvearkæologiske undersøgelser – ført tilbage, så de står som ved indvielsen i 1897, og søjlernes kapitæler skinner af nylagt bladguld. I salene kan publikum opleve nye opstillinger af museets samlinger af fransk maleri og fransk og dansk skulptur fra 1800-tallet og få et glædeligt gensyn med mesterværker, som ikke har været udstillet i en årrække.
—————————-
Program 1. maj 2022
11.00: I Vinterhaven fremføres Carl Jacobsens oprindelige åbningstale fra 1897
11.15: Musica Ficta synger Vinterhaven op med kormusik som ved Glyptotekets indvielse
11.30: Direktør Gertrud Hvidberg-Hansen byder velkommen
12.00: Langbordsfrokost i Festsalen. (Billet skal tilkøbes på forhånd)
14.00-16.30: Gratis jubilæumsøl. Carlsberg Laboratorium præsenterer Glyptotekets nybryggede Oaseøl
15.00: I Vinterhaven opfører komponist og sanger Di Garbi en forårskomposition, som hun har skabt særligt til Glyptoteket.
Hver halve klokketime er der omvisninger
10.30-11.00: Bryggerens byggeri. På opdagelse i Glyptotekets facade
11.30-12.00: Optur! På opdagelse i Glyptotekets arkitektur
12.30-13.00: Bryggerens byggeri. På opdagelse i Glyptotekets facade
13.30-14.00: Carls store kærlighed
Læs mere https://glyptoteket.dk/begivenhed/glyptoteketfylder-125aar/
Fakta
Ny Carlsberg Glyptotek blev stiftet af Carlsberg-bryggeriets ejer, Carl Jacobsen (1842 – 1914) med inspiration fra samtidens store internationale museer. Gennem sine samlinger blev museet Nordens førende antikmuseum og har tillige en af Europas fineste samlinger af fransk kunst fra perioden 1800-1930. Museet huser i dag en samling i verdensklasse med Nordens største samling af antik kunst, på over 10.000 værker og en af Europas fineste samlinger af fransk kunst fra perioden 1800-1930.
Glyptoteket blev bygget i tre etaper: Første del (indviet 1897) tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup. I 1906 kom Vinterhaven til, tegnet af Dahlerup, sammen med den store tilbygning skabt til Jacobsens antikke samling og Festsalen, tegnet af arkitekt Hack Kampmann. I 1996 blev museet udvidet med en ny fløj tegnet af arkitekt Henning Larsen til samlingen af fransk maleri samt mumiekælderen. Og i 2006 kunne museet åbne den sidste store udvidelse, nemlig den underjordiske udvidelse til garderobe og publikumsfaciliteter tegnet af Dissing+Weitling.
Siden Glyptotekets åbning i 1897 har der i alt været 307 særudstillinger på museet.
Læs mere om Glyptoteket:
https://glyptoteket.dk/om-museet/hvad-er-glyptoteket/
Årskort
Et helt års adgang til de fantastiske samlinger, de mange særudstillinger, arrangementer og den smukke Vinterhave.
Museumscaféen Picnic
Picnic serverer moderne mad, kaffen er hjemmeristet, og det hele er skabt med omtanke.
Kalender
Se alle de spændende aktiviteter og arrangementer, som Glyptoteket byder på i årets løb.