Hop til hoved indhold

GlyptoteketGlyptoteket logo

Forberedelse og praktik

Som voksen er du med i aktiviteterne sammen med dine børn, når du tager dem med på Glyptoteket. Vi vil gerne have, at I deler oplevelsen, for vi tror, at børn og voksne kan have stor glæde af hinanden i mødet med vores samling og det fantastiske hus.

Børn under 18 år kommer gratis ind på museet.

Hvad må man på Glyptoteket?

Det kan føles overvældende at være på museum, hvis man hele tiden skal fortælle sit barn, at det ikke må røre, ikke må løbe, råbe osv.

Her er et par råd, der kan gøre jeres oplevelse mere afslappet.

Skulpturernes beskyttere

Selv store marmorskulpturer bliver nedbrudt med tiden, hvis man rører ved dem. De kan ikke tåle det fedt, vi alle sammen har på vores hud – også selvom vi har helt rene hænder. Derfor er I skulpturernes beskyttere, når I ikke rører.

Husk kroppen

Man behøver ikke gå rundt som en stiv pind.

Man må godt sætte sig ned og kigge op i loftet. Man må godt efterligne en skulptur med sin egen krop. Man må røre ved gulve og gelændere, som er lavet af de samme materialer som skulpturerne.

Man kan gå rundt som en kejser, der ejer hele museet.

Læs mere om vores aktiviteter for børn og deres voksne, og bliv inspireret til jeres næste besøg.

Puslerum

Du finder puslerum i underetagen ved garderoben samt ved indgangen til Henning Larsens bygning.

Hvis du vil have puslegrej med ind på museet, skal du være opmærksom på, at større tasker af sikkerhedshensyn skal afleveres i garderoben ved Billetsalget. Du kan spørge vores vagter og de vil hjælpe dig.

Årskort for børn og deres voksne

Glyptoteket er et sted fyldt med spændende historier, kreativ inspiration og mytiske væsner.

Vidste du, at børn kan få deres eget årskort? Med årskortet kan de udforske museet samt de mange børneaktiviteter lige så ofte, de har lyst – og tage en valgfri voksen gratis med hver gang.

Henvend jer i billetsalget ved jeres næste besøg eller køb online