Gæst glyptoteket

Glyptoteket sætter lyd til kunstens hemmeligheder

Publiceret den 6. juli 2021

Kunst skal ikke kun ses. Kunst skal høres, føles og opleves. Et nyt formidlingsprojekt, LYT!, giver dig nu mulighed for at lægge øre til museet og komme tæt på værkerne. Glyptoteket har skabt specialdesignede lydfortællinger og soundscapes, der bringer gæsterne tæt på værkerne og tilbage i tiden til afgørende øjeblikke i den antikke verden.

Hvordan balsamerer man en død kat? Hvorfor var Auguste Rodins hænder så vigtige for hele skulpturens udtryk? Og var den gode udsigt virkelig så afgørende, at kendte guldalderkunstnere kopierede fortidsminder ind i deres landskabsmalerier?

I denne uge lancerer Glyptoteket LYT! – et nyt formidlingsprojekt. Museet fortæller historierne om sine værker baseret på nye opdagelser og forskning komponeret i lydbilleder af Third Ear og lyddesigner Peter Albrechtsen. Lyden tager os med på en rejse i tid og sted gennem 18 forskellige lyttestationer i hele museet og tre podcasts. Lyttestationerne er specialdesignet og målrettet enten børn eller voksne.

”Musik og lyd kan på bare få sekunder ændre en stemning, en følelse og endda få os dirigeret over i en helt anden tid eller et helt andet rum. Glyptoteket er fyldt med imponerende statuer og malerier af store kunstnere, der bare står og ser godt ud. Men de gemmer også på nogle forunderlige historier, vi gerne vil dele med vores gæster. Lyden er et fantastisk formidlingsgreb, der kan åbne dørene for nogle historier, vi ellers ikke ville have mulighed for at fortælle,” siger Kathrine Andersen, formidlingsansvarlig på Glyptoteket.

Forunderlige fortællinger til gæsterne
LYT! er ikke en traditionel audioguide. Det er lydoplevelser for Glyptotekets gæster i alle aldre. LYT! består af lyttestationer i de permanente udstillinger og podcasts, der er tilgængelige fra midten af juli via din sædvanlige podcast-app. Lyttestationerne for børn inviterer til at tage hovedtelefonerne på og føle marmor, mærke malingen på malerierne eller sanse bronzen fra støberiet. De voksne inviteres ombord på Kejser Caligulas flydende paladser, inden for i hieroglyffernes magiske verden eller til selskab med Manets besynderlige absinthdrikker.

Derudover kan du bl.a. følge med museets nattevagt i den ægyptiske underverden, høre om Carl Jacobsens passion for skulpturer, få tømmermænd i Romerriget, være publikum i Cirkus Maximus eller møde Oraklet i Delfi med Third Ears podcasts.

Læs mere om LYT! her.