OBS filmen starter forfra hver hele time. 

Fra den 22. november 2019 kan Glyptotekets gæster få en helt enestående oplevelse, når museet præsenterer en særudstilling med den europæisk-britiske kunstner Tacita Dean. Udstillingen er første led i en ny udstillingsrække med internationalt anerkendte samtidskunstnere, som museet har fået mulighed for at gennemføre i 2019, 2020 og 2021 takket været en bevilling fra Det Obelske Familiefond.

Antigone – myten og den personlige historie

Udstillingen er centreret om Tacita Deans ambitiøse 35mm double Cinemascope filmværk Antigone fra 2018. Værket bygger på kunstnerens storesøsters navn, med referencer til den græske tragediedigter Sofokles’ drama Antigone fra ca. 440 f.v.t.
Antigone-figuren har gennem tiden inspireret filosoffer, forfattere og kunstnere og givet anledning til adskillige fortolkninger af hende som en modig og principfast kvinde. Antigone turde tale magten imod for at forsvare sin familie og kræve retten til værdighed for familien uanset dens tragiske fejltrin og skæbne.

Hos Dean foldes Antigone frit ud i et personligt og billedskønt filmværk baseret på tiden mellem Sofokles’ to tragedier Kong Ødipus og Ødipus i Kolonos. I slutningen af Kong Ødipus forviser den blinde og lamme Kong Ødipus sig selv fra Theben og bliver ført gennem ødemarken af Antigone, hvorefter han lang tid efter ankommer til en lund uden for Athen i Ødipus i Kolonos. Dean inviterede den canadiske digter Anne Carson, der også har beskæftiget sig med tiden mellem de to tragedier, til at læse sit digt TV Men: Antigone (Scripts 1 and 2) op gentagne gange gennem hele filmen. Skuespilleren Stephen Dillane optræder i værket udklædt som Ødipus.

Blindhed som centralt tema

Blindhed er et centralt og vigtigt tema i værket. Et af omdrejningspunkterne er den blinde Kong Ødipus, men blindheden går også igen i værkets opbygning, når Dean delvist lader sine kameralinser blive ”blinde” ved hjælp af specialdesignede afmaskninger og med brug af en dobbelteksponering. Med denne teknik har Dean mixet landskaber, mennesker, tider på dagen og selv forskellige lande sammen i den samme scene i filmen. Hele Antigone er skabt ’on location’ i selve kameraet uden mulighed for post-produktion, og Dean gennemgik først værket, da filmrullerne var færdige og fremkaldt mange måneder senere. På denne måde afhænger det visuelle sprog i Antigone af tilfældighed på en måde, der kan være berusende at se. Samtidig indgår naturens egen blindhed også i værket i form af en solformørkelse, som i værket fungerer som tiden.

Netop Tacita Deans unikke filmværker har bidraget til at give hende en fremtrædende status på den internationale kunstscene. I en ellers digital tid insisterer hun på at benytte den analoge filmstrimmel til sine film. Filmene både optages, klippes og afspilles på analogt filmudstyr og rummer en helt særlig skønhed, som knytter sig hertil. Tacita Deans Antigone modtog international ros, da den blev vist på Royal Academy i London i 2018 som en del af hendes tre store udstillinger der.
I Glyptotekets kontekst spiller værkets betydninger direkte ind i museets samlinger, der bl.a. rummer et portræt af Sofokles fra antikken og et 1800-tals relief af Theobald Stein, der viser den blinde Ødipus i Kolonos med sine døtre Antigone og Ismene. Og mens samlingerne giver en særlig klangbund for værket, sætter Deans filmværk også samlingerne i et nyt lys: Hvad siger antikkens fortællinger os i dag?

Udstillingen er generøst støttet af: