Naturbilleder

Samlingen viser særligt eksperimenterne omkring landskabsmaleriet. I 1820’erne begyndte kunstnerne at bevæge sig væk fra at kopiere og skildre en idealiseret natur. I stedet ville man opleve og føle naturen og bevægede sig i en mere realistisk retning. Mens Camille Corot var optaget af at fange effekter af lys og atmosfære i sine små studier udført i naturen, opsøgte Barbizonskolens malere, Théodore Rousseau og Narcisse-Virgilio Díaz de la Peña, Fontainebleau-skovens uberørte landskaber. Disse nybrud ophøjede landskabet til et selvstændigt emne, der ikke længere var underordnet historiemaleriet.

Nybrud

Tiden bød på politiske omvæltninger i Frankrig med forskellige magthavere og tre revolutioner, og dette viste sig også i kunsten. Der var konflikter mellem den mere akademiske kunsttradition og ønsker om, at kunsten i højere grad skulle skabe mere præcise gengivelser af virkeligheden. Disse afløste ikke hinanden, men eksisterede sideløbende og de forskellige kunstneriske idealer svirrede imellem hinanden. I samlingen kan man se, hvordan værkerne varierer i stil, motiv og format. Det vidner om et teknisk meget højt niveau og ligegyldig hvilke kunstneriske idealer, der lå under, gik kunstnerne radikalt til værks – enten indenfor de gængse rammer eller for at bryde dem.

Akademiet og Salonen

De politiske og kulturelle rammer var afgørende for kunsten. Billedhuggeren Jean-Baptiste Carpeauxs værker vidner om den tætte forbindelse mellem kunsten og kejsermagten. Det franske kunstakademi, Académie des Beaux-Arts, var også helt afgørende for kunstnernes karriere såvel som for kunstens udvikling. En plads på akademiet gav adgang til at sende kunstværker ind til den årlige kunstudstilling, Salonen, der var den helt store kunstbegivenhed i Europa. De kunstnere, der i eftertiden er blevet set som forgængere for impressionismen, såsom Gustave Courbet og Édouard Manet, stod i opposition til de akademiske traditioner.