Glyptoteket åbnede med besøg af Hendes Majestæt Dronningen

Publiceret den 22. april 2021

Hendes Majestæt Dronning Margrethe var onsdag den 21. april 2021 til stede ved åbningen af særudstillingen Auguste Rodin – Forskydninger.

Efter fire måneders nedlukning genåbnede Glyptoteket onsdag den 21. april kl. 10.00 med særudstillingen Auguste Rodin – Forskydninger. H. M. Dronningen var til stede og indviede udstillingen, som siden den 25. marts har stået færdig og ventet på at få besøg.

På Glyptotekets forplads blev Majestæten modtaget af Glyptotekets direktør Gertrud Hvidberg-Hansen og museets bestyrelsesforkvinde Christine Buhl Andersen, som bød inden for. I museets vinterhave overrakte Alva (3 år) og Vilde (5 år) Majestæten en buket blomster, og deres mor, museumsinspektør og udstillingskurator Christine Horwitz Tommerup, sluttede sig til følget.

I udstillingen er der fokus på Auguste Rodins imponerende samling af antikke genstande, der udstilles sammen med kunstnerens egne skulpturer og kaster lys over hans skabende proces. Som noget helt nyt har Glyptoteket samarbejdet med to teaterscenografer, Mia Stensgaard og Anja Vang Kragh, for at skabe en anderledes og sanselig udstilling, der bruger nogle af de samme virkemidler, som Rodin selv brugte i sine iscenesættelser af værkerne.

Udover besøget af Dronningen blev museet beriget med en summen af forventningsfulde gæster, som var kommet for at besøge det genåbnede museum.

Foto af Nikolai Linares.