Væsentligt Gauguin-værk erhvervet til Glyptoteket

Publiceret 8. april 2022

Fra 1. maj vil det være muligt at se Paul Gauguins maleri: La neige à Copenhague i København. Glyptoteket har erhvervet værket, der stammer fra den periode, hvor Gauguin boede i Danmark.

Fra den 1. maj præsenterer Glyptoteket et nyerhvervet maleri af Paul Gauguin (1848 – 1903). Maleriet med titlen La neige à Copenhague (1884) er omdrejningspunktet i en mindre temaudstilling, Paul Gauguin og den danske forbindelse, der tager afsæt i Gauguins ophold i København (november 1884 – maj 1885). La neige à Copenhague viser et motiv fra villa- og parkkvartererne på Frederiksberg, og er sandsynligvis et af de første landskabsmotiver, han maler i København.

”Vi er utroligt glade for, at det er blevet muligt at erhverve dette maleri, som er et meget væsentligt bidrag til Glyptotekets allerede enestående samling af Gauguins værker. Maleriet er med til at underbygge fortællingen om kunstnerens danske tilhørsforhold, og det styrker museets samling, der ganske unikt spænder over hele Gauguins oevre fra perioden. Det glæder mig meget, at maleriet nu indgår i Glyptotekets samling, så det kan komme offentligheden til gode og styrke repræsentationen af Gauguin i Norden,” siger Gertrud Hvidberg-Hansen, Glyptotekets direktør.

Gauguin og mødet med Danmark
Maleriet er fra den periode, hvor familien Gauguin boede i en stuelejlighed på Gl. Kongevej 105 i København. Motivet kan være en udsigt fra et af vinduerne mod gårdhaverne bag huset. Malestil og motiv ligger tæt op ad det samtidige impressionistiske maleri Skøjteløbere i Frederiksberg Have, 1884, der også er i Glyptotekets samling.

”Gauguin bestræbte sig på at raffinere og tilegne sig en lettere, mere lys og skarpere stil, som vi også ser her med snebilledet. Snelandskaber er et yndet impressionistisk motiv, og selv om Gauguin ærgrede sig over, at det var for koldt at arbejde udendørs i længere tid ad gangen, malede han flere fine vinterbilleder,” siger Gertrud Hvidberg-Hansen.

Nyt udstillingsrum for fransk kunst
La neige à Copenhague og udstillingen Paul Gauguin og den danske forbindelse kan ses i ’Den lille salon’ på Glyptoteket frem til den 28. august 2022. Udstillingen perspektiverer nyerhvervelsen med andre værker af Gauguin fra museets samling, og fortæller også om hans danske hustru, Mette Gauguin (f. Gad), som forretningskvinde med øje for at sælge hans værker og arrangere hans udstillinger.

’Den lille salon’ vil fremover danne ramme om mindre skiftende udstillinger af fransk kunst. Udstillingsrummet skal formidle museets arbejde med fransk kunst, som er et af Glyptotekets hovedområder. Åbningen af Paul Gauguin og den danske forbindelse finder sted den 1. maj, hvor museet markerer, at det er 125 år siden det åbnede.

 

Tak for generøs støtte til nyerhvervelsen
Augustinus Fonden
Ny Carlsbergfondet
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Fakta
Glyptoteket ejer en af verdens fineste Gauguin-samlinger, der omfatter 57 malerier, keramiske værker og træskærerarbejder.
Om museets samlinger:
glyptoteket.dk/om-museet/samlingen/

Paul Gauguin (1848 – 1903)
La Neige à Copenhague, 1884
Olie på lærred
73,6 x 60 cm
Signeret, dateret og med dedikationen: ”à mon ami Theodore P. Gauguin-84” nederst tv.

Proveniens
Værket tilhørte Paul Gauguins svoger, Theodor Gad og derefter dennes familie indtil 1943, hvorefter det indgik i en privat samling frem til 2014, hvor det blev solgt på Christie’s London til en privat ejer i Schweiz. Efter syv år i udlandet er værket nu tilbage i Danmark.

Tidligere udstillet…
Kleis Kunsthandel, København, Malerier og grafiske Arbejder, 1917, no. 7.
Ny Carlsberg Glyptotek, København, Paul Gauguin, Hans arbejder i
skandinavisk eje, 1926, no. 34; Udstillingen blev også vist i Stockholm på
Nationalmuseum.
Ny Carlsberg Glyptotek, København, Paul Gauguin 1848-1903, retrospektiv
udstilling i anledning af hundredåret for hans fødsel, Maj – Juni 1948, no.
25.

Årskort

Et helt års adgang til de fantastiske samlinger, de mange særudstillinger, arrangementer og den smukke Vinterhave.

Museumscaféen Picnic

Picnic serverer moderne mad, kaffen er hjemmeristet, og det hele er skabt med omtanke.

Kalender

Se alle de spændende aktiviteter og arrangementer, som Glyptoteket byder på i årets løb.