Anmelderrost Gauguin-udstilling forlænges indtil 1. august 2021

Det er blevet muligt for Glyptoteket at forlænge den anmelderroste særudstilling Paul Gauguin – Hvorfor er du vred? frem til og med den 1. august 2021.

Udstillingen, der åbnede på Glyptoteket den 19. november 2020, sætter museets enestående samling af værker af Paul Gauguin i et helt nyt lys ved at genbesøge fortællingen om en af fransk kunsts mest mytologiserede figurer og stille skarpt på kunstnerens værkproduktion fra Tahiti. Gauguins kendte malerier samt grafiske og keramiske værker udstilles sammen med et større historisk materiale og international samtidskunst. På den måde fremskrives det blandt andet, hvordan kunstneren var en del af et større politisk og kulturhistorisk landskab og samtidig peges der frem på den betydning, som Gauguins værker stadig har i dag.

Det er nu lykkes at sikre aftaler omkring de mange indlånte værker i udstillingen, så den kan blive på Glyptoteket helt frem til og med den 1. august 2021.

Flere franske mestre på Glyptoteket
I øjeblikket er det også muligt at se en helt ny særudstilling om og med en anden af fransk kunsts helt store navne: Auguste Rodin.

I særudstillingen Auguste Rodin – Forskydninger er der fokus på Rodins samling af antikke genstande, der udstilles sammen med hans egne skulpturer. Med denne udstilling er det første gang i Danmark, at Auguste Rodins egen antiksamling vises i dialog med kunstnerens egne værker. I udstillingen kan man blandt andet opleve store, monumentale værker af Rodin som ”Grubleren” og ”Borgerne fra Calais” i denne helt nye sammenhæng.

Læs mere om særudstillingen: Paul Gauguin – Hvorfor er du vred?

Læs mere om særudstillingen: Auguste Rodin – Forskydninger.