Publiceret 16. januar 2025
Selvfølgelig må man gerne tage billeder på Glyptoteket. Det er en helt naturlig del af et museumsbesøg, at man bliver inspireret og har lyst til at have nogle gode minder fra besøget.
Glyptoteket oplever i stigende grad, at der er gæster, der besøger museet med det primære formål at tage billeder af dem selv i museets smukke omgivelser.
Vi har oftest positive oplevelser med gæster, der tager billeder på museet, men i få tilfælde sker det på en måde, hvor vi er nødt til at bede gæster udvise hensyn, hvis deres adfærd eller påklædning går over øvrige gæsters grænser. Balancen mellem at respektere den enes udtryksform, og sikre at andre ikke bliver ukomfortable, er svær. Vi gør dagligt vores bedste for at sikre en behagelig museumsoplevelse og værne om vores værkers sikkerhed.
Glyptoteket er et kunstmuseum, og vores formål er primært at vise kunst. Det skal understreges at man gerne må have det sjovt på Glyptoteket. Vi har lege til børn, vi laver events med musik, dans, øl og samtaler. Vi er et socialt samlingssted, men fokus er på kunst, fordybelse og samvær.