Bibliotekar og arkivar
Søg inden den 16. juni 2025

Om jobbet
Glyptoteket søger en dygtig bibliotekar med erfaring indenfor arkivarbejde og digitalisering til at lede museets forskningsbibliotek og administrere dets arkiver. Bibliotek og arkiv er, i forlængelse af samlingerne, grundlaget for den forskning, der foretages på Glyptoteket og er en vigtig ressource for eksterne forskere på de relevante forskningsområder, ligesom de er væsentlige for museets vidensdeling med den bredere offentlighed.
Vil du være med til at sikre og udbygge bibliotekets kvalitet og relevans fremover, at rationalisere og digitalisere museets arkiver med henblik på bevaring og tilgængeliggørelse, og mere grundlæggende at understøtte og deltage i den videre udvikling af forskningsmiljøet i og omkring Glyptoteket?
Glyptotekets bibliotek har som målsætning at være et godt håndbibliotek indenfor ægyptologi, den antikke græske og romerske verden og Etrurien, samt dansk og fransk kunst i 1800-tallet og er specialbibliotek for antik græsk og romersk skulptur og etruskologi. Det omfatter desuden grundlæggende publikationer indenfor konservering, museologi, skulptur og kunstteori. Bestanden er godt 50.000 enheder. Biblioteket er et præsensbibliotek, er åbent for offentligheden og understøtter derudover forskningsaktiviteter som seminarer, konferencer, undervisning og oplæring af studerende.
Glyptotekets arkiver omfatter en række materialer organiseret i forskellige afdelinger, herunder bygningsarkivet med dokumentation og tegninger til Glyptotekets bygninger; konserveringsarkivet, som historisk dokumenterer samlingens tilstand og bevaringsarbejdet med den; Center for polykromiforsknings videnskabelige og tekniske dataarkiv; samt et omfattende fotoarkiv. Dertil kommer en række dokumentsamlinger vedrørende enkelte danske kunstnere, samt bibliotekets eget historiske arkiv over Glyptotekets publikationer dets udvekslingsarkiv. Stifter Carl Jacobsens brevarkiv og relateret dokumentation varetages af Ny Carlsbergfondet, men er forbundet med Glyptotekets arkiv. Størstedelen af arkiverne er registreret, væsentlige dele er digitaliseret, intet er endnu tilgængeligt online.
I de kommende år vil der i forskningsafdelingen været øget fokus på rationalisering af bibliotek og arkiv, herunder delvis digitalisering og offentliggørelse. Der vil skulle udtænkes nye måder at understøtte museets videnskabelige personale i deres arbejde og udbygge dets samarbejder både nationalt og internationalt.
Vi forventer, at Glyptotekets fredede bygninger skal gennemgå en omfattende restaurering, hvilket vil involvere en flytning og nyorganisering af beholdningen på anden adresse, ligesom det vil betyde en omlægning og intensivering af museets registrerings-, digitaliserings- og forskningsindsats. Det vil kræve en bibliotekar med erfaring i projektledelse, der kan sikre planlægning og gennemførelse af større projekter.
Ansvarsområder
Som bibliotekar vil du have ansvar for den daglige drift af Glyptotekets bibliotek og arkiverne. Det omfatter varetagelse af:
- Katalogisering og digitalisering af materialer
- Budgetstyring
- Administration af Glyptotekets arkiver (se ovenfor)
- Projektledelse af registrering, digitalisering, organisering og flytning af bibliotekets samling og Glyptotekets arkiver i samarbejde med Forskningschefen og øvrige medarbejdere.
- Ansættelse, oplæring og vejledning af bibliotekets øvrige medarbejdere (deltidsbibliotekar, studentermedarbejdere, evt. projektansatte)
- Bogindkøb
- Administration af tidsskriftabonnementer, udveksling og udvekslingsaftaler og indlån (hjemkaldelser og rykkere)
- Informationsbehov i huset, samt eksterne henvendelser
- Læsesalsvagter
- Ledelse af biblioteksudvalg – indkaldelser, ordstyring og referater samt samarbejde med fagreferenter
- Deltagelse i nationale og internationale netværksmøder for at holde kompetencer opdaterede
Organisatorisk placering
Som bibliotekar indgår du i Glyptotekets forskningsafdeling med reference til museets forskningschef.
Faglige og personlige kvalifikationer
- Du er uddannet Bibliotekar D.B. eller Cand.scient.bibl. eller har anden relevant uddannelse
- Du har erfaring med arkivarbejde
- Du har erfaring med projektledelse
- Du har erfaring med digitalisering
- Du har sproglig viden om dansk, engelsk. Kendskab til tysk, fransk, italiensk eller græsk vil også være en fordel
- Du er god til korrekturlæsning på dansk og engelsk
- Kendskab til registreringssystemerne Reindex og SARA er en fordel
- Du kan arbejde selvstændigt og har gode samarbejdsevner, der bygger på forståelse af og lyst til at samarbejde med forskellige fagligheder
- Du er fleksibel i forhold til arbejdsopgavernes skiftende karakter.
- Det er en fordel, at du har et fagligt kendskab til et eller flere af Glyptotekets samlingsområder.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på gennemsnitligt 37 timer pr. uge. Glyptoteket følger de statslige overenskomster, og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne.
Arbejdssted er Ny Carlsberg Glyptoteket, Dantes Plads 7, 1556 København V. Tiltrædelse snarest muligt.
Ansættelse på Glyptoteket forudsætter, at du løbende kan fremvise en ren straffeattest.
Spørgsmål vedr. stillingen kan rettes til Forskningschef Matthias Wivel på mawi@glyptoteket.dk.
Send din ansøgning med CV elektronisk via Quickapply hos Jobindex.
Frist: mandag d. 16. juni, samtaler forventes afholdt uge 26.
Forventet start: 1. september 2025.
Om Ny Carlsberg Glyptotek
Glyptoteket er Nordens førende antikmuseum og har tillige en af Europas fineste samlinger af fransk kunst fra perioden 1800--1930. Museet og dets bygninger har en unik historie, der gennem stifteren, brygger Carl Jacobsen, forener kunsthistorie med industrihistorie og indskriver sig som et vigtigt kapitel i dansk kulturhistorie omkring år 1900. Glyptoteket er en selvejende institution, som modtager driftsstøtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og fra Ny Carlsbergfondet. Museet har ca. 185 medarbejdere/100 årsværk ansat og besøges årligt af 400-500.000 gæster.