Hop til hoved indhold

GlyptoteketGlyptoteket logo

Mary Beard. Debating Museums: The Long History of Contests and Controversies

Torsdag den 27. november fra kl. 16-18.20

Kom og oplev en af verdens mest fremtrædende antikforskere, den britiske klassiske filolog Mary Beard.

Kom og oplev en af verdens mest fremtrædende antikforskere, den britiske klassiske filolog Mary Beard, når Glyptoteket og Videnskabernes Selskab inviterer til foredrag i museets stemningsfulde Festsal. Mary Beard vil holde forelæsningen: ‘Debating Museums: The Long History of Contests and Controversies’.

Efter foredraget byder Videnskabernes selskab på en let servering. Foredraget foregår på engelsk.

Det er gratis at deltage i arrangementet, men det er nødvendigt at reservere en plads på forhånd. Du bestiller din gratis pladsbillet her. Tilmeldingen åbner den 1. november.

Vi henstiller til, at du kun bestiller billet, hvis du er sikker på at kunne deltage. Pladserne er begrænsede, og vi vil gerne fylde hver en stol. Bliver du forhindret i at deltage, bedes du melde afbud, så vi kan give pladsen videre til en anden.

Om foredraget

Med et skarpt blik for fortiden og samtidens formidling skærer Mary Beard ind til benet og diskuterer museernes rolle – og deres lange historie med konflikt og kontrovers. For selvom museer i dag er kontroversielle, så er vi ikke den første generation, der oplever dem sådan. Museer er altid blevet betragtet som steder, der rummer fare såvel som læring, historie, undren og bevaring. Man kunne endda sige, at en del af deres formål altid har været at skabe rum for diskussion og uenighed om os selv og fortiden.

Mary Beard udforsker i dette foredrag den lange historie af kontroverser og konflikter i og omkring museer. Det sker delvist gennem fiktion, børnebøger og tegneserier, som fx fantasier om, hvad der kan ske i museet efter lukketid, og satire over museers regler og forskrifter, fx "Må ikke berøres".

Men endnu vigtigere er de debatter, som museets udstillinger har affødt: om magt, historie og ejerskab. Diskussioner om tilbagelevering og om, hvor museumsgenstande egentlig hører hjemme, er ikke kun et moderne, postkolonialt fænomen. Med en række overraskende eksempler viser Mary Beard, hvordan disse stridigheder har fulgt museerne helt siden den moderne museumsbevægelses begyndelse.

Om Mary Beard

Mary Beard er verdenskendt, klassisk filolog, professor emerita ved University of Cambridge, fellow ved Newnham College og ikke mindst en af de mest markante formidlere af antikkens historie i dag.

Hun har skrevet en række internationalt anerkendte og prisvindende bøger, herunder bestselleren SPQR – A History of Ancient Rome, den anmelderroste Women & Power og senest Emperor of Rome. Mary Beard er derudover en hyppig kommentator i medierne, har sin egen blog og står bag en række BBC radio- og TV-serier om historie og kultur som f.eks. Meet the Romans. Hun har senest lanceret podcasten Instant Classics, hvor hun sammen med Guardian-journalist Charlotte Higgins diskuterer antikkens og nutidens verden.

Mary Beards store indsats for klassisk forskning har sikret hende en plads i bestyrelsen for British Museum samt i 2018 udnævnelse til Dame i Dronning Elizabeth II’s fødselsdagsudmærkelser.

Om Videnskabernes Selskabs offentlige foredrag

Videnskabernes Selskab afholder en række offentlige foredrag planlagt af selskabets forskningsformidlingsudvalg, hvor forskere fra forskellige fagområder inviteres til at fortælle om deres seneste opdagelser, resultater og projekter. Selskabet afholder også Nobel- og Royal Academy-forelæsninger, hvor Nobelpris-modtagere og andre prominente forskere formidler deres forskning til et større publikum. Derudover afholder vi en række særarrangementer som fx Kulturnat, Forskningens Døgn, foredrag med Danmarks Frie Forskningsfonds Sapere Aude-forskningsledere og EliteForsk-prismodtagere. Der er gratis adgang til alle Videnskabernes Selskabs arrangementer, men deltagelse kræver tilmelding. Mange af arrangementerne optages og optagelserne kan tilgås gratis her.

Tilmeld dig Videnskabernes Selskabs nyhedsbrev her.