Yoga på Glyptoteket. Hilsner til solen. UDSOLGT

/ 23. marts 2023
kl. 19 - 20.30

Glyptoteket inviterer til yoga i museets smukke Festsal. I anledning af særudstillingen ’Amarna – Solgudens by’ sender vi solen en kærlig tanke i et særligt tilrettelagt yogaprogram, hvor vi går i dybden med yogaens nok mest kendte sekvens: Solhilsnen.

Selvom der er langt fra oldtidens Ægypten til Indiens yoga, så har solen på tværs af tider, kulturer og landegrænser altid haft en afgørende og livgivende betydning.

Vi tager os tid til at gennemgå alle Solhilsnens stillinger og overgange i et blidt tempo, mens vi nørder yogateknik. Sammen arbejder vi os hen imod at lave hele sekvensen i flow, og vi undersøger, hvad en solhilsen også kan indeholde, før tempoet sættes ned, og vi hengiver os til den afsluttende afspænding i Savasana.

Entrebilletten giver adgang til Glyptoteket hele dagen, hvor du kan nyde roen og gå på opdagelse i særudstillinger og samlinger fulde af smukke kroppe.

yoga

OM AMARNA – SOLGUDENS BY
Året er 1365 før vores tidsregning. Vi befinder os i oldtidens Ægypten, hvor magi og dyreguder spiller en afgørende rolle i samfundet. Da Farao Akhenaten overtager magten, gør han op med de gamle guder og dikterer en ny religion. Solguden Aten skal nu være den eneste tilladte gud. Den nye gudedyrkelse fører en større samfundsomvæltning med sig, og regentparret vælger at flytte og anlægge en ny residens, en storslået ny by, der i dag kendes som Amarna.

FOR HVEM OG HVORDAN
Yoga på Glyptoteket er for alle, der har lyst til at fordybe sig og forbinde kroppen med åndedrættet. Alle kan være med – nybegynder som øvet. Der er yogamåtter til låns på museet, så alt du skal gøre er at møde op i behageligt tøj, du kan bevæge dig i.

OM UNDERVISEREN
Underviser Joséphine Renard har praktiseret yoga i tyve år og har undervist siden 2014. Hendes filosofi er, at yoga er for alle – også dig, der ikke kan nå dine tæer, har skader eller ekstra kilo på sidebenene. Hun arbejder med skabe plads til at være i kroppen, samt at sanse kroppen gennem bevægelse og vejrtrækning. Du kan læse mere om Joséphine på www.renard.nu/yoga.

PRAKTISK
Kom i god tid, så du kan nå at låse dine ejendele inde i garderoben. Vær opmærksom på, at det ikke er tilladt at medbringe egen yogamåtte, og at der ikke er omklædningsfaciliteter på museet.

PRIS
Voksne: 175kr.
Årskort: 80kr.
Under 27/studerende med gyldigt studiekort: 130kr.
Under 18: 80 kr.

Billetter købes via Billetto.
Billetten giver adgang til at opleve Glyptotekets udstillinger hele dagen.
Billetter refunderes ikke, men må gerne gives videre.

Køb årskort og opnå rabat på flere yoga-arrangementer og mange andre spændende arrangementer og gode tilbud. Læs mere og køb årskort her.

I museumscaféen Picnic kan du spise dejlig aftensmad eller nyde et glas. Husk at reservere bord her.

Udstillinger

Udstillingerne indeholder både kunstværker og arkæologiske genstande og tilbyder nye vinkler på liv, kultur og civilisation gennem 6.000 år.

Årskort

Et helt års adgang til de fantastiske samlinger, de mange særudstillinger, arrangementer og den smukke Vinterhave.

Museumscaféen Picnic

Picnic serverer moderne mad, kaffen er hjemmeristet, og det hele er skabt med omtanke.