Videnskab|Lidenskab – En aften om HEKSE

/ 08. september 2022

Aftenen står i heksens tegn, når Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Ny Carlsberg Glyptotek igen inviterer til Videnskab|Lidenskab. Under overskriften HEKSE mødes journalist Nynne Bjerre Christensen med historiker og hekseekspert Louise Nyholm Kallestrup og kunstner Rasmus Myrup til en samtale om heksens mytologiske ophav, trolddomsafstraffelser og heksekunst.

Hør om de fem vilde år fra 1617 til 1622, hvor over halvdelen af alle hekse, der nogensinde er blevet brændt i Danmark, blev henrettet på bålet. Og bliv klogere på heksens tætte forbindelse til naturen, og hvordan det kunstneriske arbejde med outsidere, hekse og afvigere kan genfortolke fænomenerne og give interessante indsigter i en nutidig sammenhæng.

Videnskab|Lidenskab sætter videnskabsfolk og billedkunstnere i stævne til samtaler over et aktuelt tema. Før og midtvejs i arrangementet er der gratis udskænkning af aftenens øl, der udvælges særligt til lejligheden af Carlsberg Laboratorium. Videnskab|Lidenskab foregår i Glyptotekets Festsal og er tilrettelagt af Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Ny Carlsberg Glyptotek.

Kallestrup og Myrup
Hvorfor var det så vigtigt at få udryddet hekse efter reformationen? Det er et af de spørgsmål, lektor Louise Nyholm Kallestrup er optaget af. Hun er institutleder på Institut for Historie på Syddansk Universitet og forsker i hekse og trolddomsafstraffelser. Kallestrup har tilbragt utallige timer i historiske arkiver i søgen efter viden om, hvordan man forfulgte og straffede mennesker, som blev anset for at bedrive trolddom og hekseri efter reformationen i Danmark. I denne tid kom der et stort fokus på det sande og det falske, det gode og det onde, og her trådte djævlen ind i billedet i den kristne kultur som selveste Guds modbillede. Troldfolk anså man for at bekende sig til djævlen, og derfor måtte de bekæmpes. Men hvordan beviste man så, at man ikke var heks? Og blev kvinder lettere lokket af djævlen? Disse emner undersøger Kallestrup blandt andet i sin forskning.

Rasmus Myrup er billedkunstner og uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 2018. Han undersøger i sine værker den store fortælling om menneskets væren, evolution og historie med udgangspunkt i vores uadskillelige samhørighed med den naturlige verden. Myrup har i sin kunst blandt andet beskæftiget sig med outsidere – herunder også hekse – der er blevet dæmoniseret som følge af, at de er anderledes, end hvad der betragtes som ’normalt’. Disse figurer, der i den danske og nordiske folketro er blevet fremstillet som afvigere, socialt udstødte fra samfundet, uforståelige og dermed truende, har blandt andet været kendetegnet af en helt særlig forbindelse til naturen – en forbindelse, som Myrup også trækker på og tematiserer. Ved at tage afsæt i outsidere som heksen, reflekterer Myrup i sin kunst blandt andet over, hvordan disse historiske figurer kan tale til vores samtid og genfortolkes fra et nutidigt perspektiv.

Det ligger til familien
Videnskab og kunst ligger dybt i Carlsbergfamiliens DNA. Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen, moderniserede ølbrygningen gennem banebrydende videnskabelige metoder, ligesom han sikrede Carlsbergs massive støtte til videnskaben gennem etableringen af Carlsbergfondet. Historien gentog sig med sønnen Carl Jacobsen, der via overskuddet fra sit bryggeri og oprettelsen af Ny Carlsbergfondet blev den til dato største danske kunstmæcen, bl.a. ved donationen af sin enorme kunstsamling og Ny Carlsberg Glyptotek. Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet hører i dag til de største i landet, når det gælder støtte til henholdsvis videnskab og kunst.

Det er denne både vidtfavnende og levende arv, som Videnskab|Lidenskab samler sig omkring med det formål at formidle nogle af videnskabens og kunstens mange indsigter.

PRIS
Voksne: 145 kr.
Under 27 år: 115 kr.
Studerende: 115 kr.
Under 18 år: 30 kr.
Årskortholder: 30 kr.

Billetter købes via Billetto her.
Billet giver adgang til hele Glyptoteket på dagen.

Billetter refunderes ikke, men må gerne gives videre.

Køb dit årskort her og få fri entré til Glyptotekets udstillinger og udvalgte arrangementer.

Præsenteret af: Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Glyptoteket.

Udstillinger

Udstillingerne indeholder både kunstværker og arkæologiske genstande og tilbyder nye vinkler på liv, kultur og civilisation gennem 6.000 år.

Årskort

Et helt års adgang til de fantastiske samlinger, de mange særudstillinger, arrangementer og den smukke Vinterhave.

Museumscaféen Picnic

Picnic serverer moderne mad, kaffen er hjemmeristet, og det hele er skabt med omtanke.