Myter og musik
I efterårsferien kan I skrue ned for tempoet og op for fantasien, mens I lytter til myter og musik i Glyptotekets Vinterhave.
Vores værter fortæller historier og spiller musik i høretelefonerne, mens børn og voksne lytter og tegner på tæpperne.
Hør om Perseus, der dræber Medusa med slangehåret, om Zeus’ far, der spiser en sten og mange andre mærkværdigheder.
Undervejs vil I få inspiration og tips til, hvor I kan finde personerne og historierne ude på museet. Klokken 11.30 og klokken 14 vil der være en lille tur med værterne ud på museet.
Praktisk
Myter og musik er for børn i alle aldre og deres voksne.
Åbningstider: Alle dage i efterårsferien, d. 12.-20. oktober, kl. 11-15.
Entré til Glyptoteket er gratis for børn og unge under 18, og det koster ikke noget at deltage i aktiviteterne.
Vores værter står klar til at modtage jer i Vinterhaven.
Mønstre og monstre – Glyptotekets Lerværksted
Skab din egen kunst på Glyptotekets lerværksted. Få hænderne ned i leret og brug små dimser til at trykke fine mønstre og mærkelige monstre. Find inspiration i museets gulve, lofter og vægge, der vrimler med detaljer og finurligheder.
Til slut bliver jeres kreationer udstillet som en del af et stort fælles værk – en væg fuld af alle jeres mønstre og monstre.
Praktisk
Mønstre og Monstre – Glyptotekets lerværksted er for børn i alle aldre og deres voksne.
Åbningstider: Alle dage i efterårsferien, d. 12.-20. oktober, kl. 11-15 og kl. 11-20 torsdag d. 17. oktober.
Kom forbi værkstedet senest kl. 14.30 (kl. 19.30 torsdag), hvis du vil nå at lave dit eget lerværk.
Entré til Glyptoteket er gratis for børn og unge under 18, og det koster ikke noget at deltage i værkstedet.
Lerværkstedet er placeret i stueetagen i Henning Larsens bygning. I forhallen og billetsalget ligger der en folder, som viser vej til værkstedet.
Der kan være 40 personer i værkstedet ad gangen. Vores værter er der for at hjælpe jer godt i gang.
Nyt årskort for børn og deres voksne
Glyptoteket er et sted fyldt med spændende historier, kreativ inspiration og mytiske væsner. Nu kan børn få deres eget årskort og udforske museet samt de mange børneaktiviteter lige så ofte, de har lyst – og tage en valgfri voksen gratis med hver gang!
Årskortet under 18+ 1 gæst kan købes i billetsalget eller her på hjemmesiden.
Institutioner er velkomne i værkstedet, men i tilfælde af pladsmangel tillader vi os at give fortrinsret til øvrige gæster.
Udstillinger
Udstillingerne indeholder både kunstværker og arkæologiske genstande og tilbyder nye vinkler på liv, kultur og civilisation gennem 6.000 år.
Årskort
Et helt års adgang til de fantastiske samlinger, de mange særudstillinger, arrangementer og den smukke Vinterhave.
Museumscaféen Picnic
Picnic serverer moderne mad, kaffen er hjemmeristet, og det hele er skabt med omtanke.